PM. Beethoven og chefdirigenten
Konservatoriets Koncertsal bliver fuld af koncertstemte publikummer, når chefdirigent Toshiyuki Kamioka den 20. januar igen går på scenen sammen med Copenhagen Phil. Musikken er mesterværker af Beethoven, Haydn og Mozart.
I november sidste år tiltrådte japanske Toshiyuki Kamioka som chefdirigent for Copenhagen Phil – til stor begejstring hos både publikum, anmeldere og musikere. Den 20. januar er han tilbage foran det orkester, som han de næste fire år skal stå i spidsen for. Og der venter publikum en musikalsk godtepose af de aller bedste.
Beethovens 7. symfoni
Kamioka indleder med Haydns symfoni nr. 88 – én af hans mest populære symfonier – og slutter med en komponist, der står Copenhagen Phil nær, Beethoven.
Musikken er vild avantgarde for både publikum og musikere. Mange tilhørere har aldrig hørt noget lignende, da Beethovens 7. symfoni bliver uropført i 1813. Musikerne blev her præsenteret for udfordringer, de aldrig havde drømt om og mente, komponisten måtte have været beruset, da han skrev musikken. Ikke desto mindre bliver den syvende symfoni meget hurtigt én af Beethovens oftest spillede. Ikke mindst på grund af den overjordisk smukke allegretto-sats, som Beethoven bliver nødt til at spille hele to gange ved uropførelsen.
Et ægte Mozart-værk?
Fire soloblæsere fra orkestret er solister i Mozarts Sinfonia Concertante. Et værk, som mange igennem tiden har stillet spørgsmålstegn ved er et ægte Mozart-værk? Et endeligt bevis mangler, men til gengæld er alle enige om, at musikken er noget af det fineste, der er skrevet for blæsere på Mozarts tid – uanset, hvem der i sidste ende er ophavsmanden.
Aftenens fire solister er Andreas Fosdal (obo), Giovanni Punzi (klarinet), Johan Åhnberg (horn) og Signe Haugland (fagot).
4’33 Phil
Koncerten indledes med 4’33 Phil – Copenhagen Phils minikoncertformat, hvor publikum kommer helt tæt på orkestrets musikere, når fem komponister dedikerer et værk til hver sin musiker ved fem forskellige koncerter i løbet af sæsonen. Denne aften uropfører slagtøjsspiller Benjamin Fox værket B-SO-R af Ylva Lund Bergner.
Få billetter tilbage.
Koncerten spilles også i FrederiksborgCentret i Hillerød den 19. januar kl. 19:30.
|