Translate
Copenhagen Phil









Lars Algot Sørensen
Luk

Lars Algot Sørensen

Jeg er født i 1955 og bor i Gentofte.

Efter et par år på klarinet begyndte jeg som 14årig at spille obo – med al respekt for klarinetten blev jeg straks fascineret af oboens klang på trods af det gamle danske leksikons beskrivelse af oboen som: ”Et højt og skjærende instrument med somme kjønne toner.”

Jeg er uddannet hos Ebbe Monrad og senere på Det Fynske Musikkonservatorium hos Jørgen Hammergård. I 1975 fik jeg tilbudt en kontrakt i DR SymfoniOrkestret og vandt senere samme år konkurrencen som oboist og engelskhornist i Copenhagen Phil – som kun 19årig. Fra 1985 og de næste godt 20 år var jeg orkestrets solooboist.

Jeg har benyttet mulighederne for at søge orlov og komme udenlands for at studere i flere omgange. Det er blevet til inspirerende ophold hos blandt andre Lothar Koch i Berlin og Heinz Holliger i Freiburg. I 1976 var jeg med til at danne Københavns Blæserkvintet, som har givet mange koncerter i ind- og udland og vundet ad­skillige priser. I 1991 modtog vi Dansk Musikerfor­bunds Hæderspris.

Jeg håber, at orkestret vil få økonomiske rammer til at fortsætte den nuværende udvikling og dermed befæste vores position i det københavnske musikliv – gerne med et lidt større antal musikere end det nuværende.