English Copenhagen Phil



Per-Otto Johansson
Luk

Per-Otto Johansson, dirigent

Den svenske dirigent Per-Otto Johansson er uddannet først på Musikhögskolan i Malmö og derefter hos Professor Michel Tabachnik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra han debuterede i maj 2003 i spidsen for Sjællands Symfoniorkester. Samme år 2003 debuterede han som operadirigent på Norrlands Opera i Umeå, og i 2005 blev han tilknyttet Malmö Opera och Musikteater, hvor han blandt andet har dirigeret Figaros bryllup, La Bohème, Dead Man Walking og Skuggspel – en kammeropera med musik af Hans Gefors.

I sæson 07/08 dirigerede han blandt andet La Bohème og en række symfonikoncerter med Värmlands Sinfonietta. Sæsonen indeholdt også debut på både Den Kungliga Opera i Stockholm med Guldringen af Karin Edström-Barstosch og med Norrköpings Symfoniorkester. På Malmö Operaen dirigerede han desuden Stravinskijs Historien om en Soldat.

Fra og med foråret 2008 blev han fast tilknyttet Theater Vorpommern som 1. kapelmester. I denne periode dirigerede han Rosenkavaleren, Tosca og Italienerinden i Algier. I sæson 09/10 kunne han opleves som dirigent i Faust på Opera Zuid i Maastrich og i koncerter med Malmö Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester.

I 2010 dirigerede han Göteborgs Symfoniker, hvor han blev inviteret igen i det følgende år. Her havde også Den Jyske Opera bud efter ham igen som dirigent i Barberen i Sevilla, en produktion, han høstede stor anerkendelse for. Året efter dirigerede han Figaros Bryllup samme sted.

I øvrigt bød sæson 11/12 for Per-Otto Johansson på koncerter med symfoniorkestrene i blandt andet Maastricht, Gävle, Odense, Malmø og Umeå, samt Madame Butterfly på Folkoperan i Stockholm og Tryllefløjten i Amsterdam, Haag, Rotterdam og Eindhoven med Opera Zuid.

I 2014 dirigerede Per-Otto Johansson blandt andet La Traviata på Opera Zuid, og på Wermland Operaen i Karlstad skal han dirigere Figaros Bryllup, Barberen i Sevilla og Fidelio.

I Carl Nielsen året 2015 ser han frem til at dirigere Maskarade på Det Kongelige Teater.