English Copenhagen Phil



Lawrence Foster
Luk

Lawrence Foster

Lawrence Foster er født i 1941 i Los Angeles af rumænske forældre. Hans tilknytning til Rumænien er stadig stor. Han har således været kunstnerisk leder af Georg Enescu Festivalen, og han er blevet hædret af den rumænske præsident for sit arbejde med at fremme rumænsk musik.

Et andet område, der optager Lawrence Foster, er arbejdet med unge musikere bl.a. ungdomsorkestrene Junge Deutsche Philharmonie, the Academy Orchestra of Schleswig-Holstein Musik Festival og the Australian Youth Orchestra. I denne sæson dirigerer han bl.a. ”Orchestra of the Conservatoire de Paris” og vender også tilbage til Schleswig-Holstein.

Lawrence Foster har i årenes løb været chefdirigent for adskillige orkestre, deriblandt Orquestra Sim­fònica de Barcelona, Orchestre Philharmonique de Monte Carlo, Jerusalem Symphony Orchestra, Houston Symphony og Orchestre de Chambre de Lausanne.

Lawrence Foster er også en efterspurgt operadirigent. Han arbejder regelmæssigt på Hamburgische Staatsoper, hvor han blandt andet har dirigeret Jægerbruden, Carmen, Spader Dame og Den Fiffige Lille Ræv. På Opéra de Marseille dirigerer han i indeværende sæson Massenets Cléopâtre og Ber­liozs Les Troyens og senere Falstaff og Den flyvende Hollænder. Blandt andre højdepunkter kan nævnes Kho­van­shchina på Oper Frankfurt, Rusalka på Opéra de Monte Carlo samt fremtidige opsætninger på San Francisco Opera og Welsh National Opera.

Sæson 2012/13 var hans 10. og sidste som chefdiri­gent og kunstnerisk leder af Lissabons Gulbenkian Orchestra, med hvilket han har haft en intensiv turné­virksomhed og indspillet en hel del for Penta Tone Classics. Ligeledes i sæson 2012/2013 tiltrådte Lawrence Foster stillingen som chefdirigent for Orchestre Phil­harmonique de Marseille, med hvem han i januar 2013 spillede åbningskoncerten ved festlig­hed­erne, der markerede starten på Marseille som europæisk kulturby.

Lawrence Foster tiltrådte i sæson 2014/2015 som æres-gæstedirigent hos Copenhagen Phil for en tre-årig periode.